Forældreskabet er blevet en industri, der har gjort mødre og fædre umyndige og usikre, mener professor. Hun har en simpel løsning

Da hun selv stod med sit nyfødte barn i armene en mørk decemberdag i 1999, blev Lene Tanggaard ramt af en forbistret følelse. Hun stod med det største ansvar i verden, og hun følte sig pludselig lille og isoleret. En af lægerne i rummet fornemmede tyngden og gav hende et råd, der nu danner grundlaget for en hel bog om, hvorfor forældre skal sænke skuldrene, kigge væk og i det hele taget gøre mindre, end de selv tror. »Lægen sagde: 'Der er bare én ting, du skal gøre, som har betydning for dit barn. Du skal engagere dig',« siger Lene Tanggaard. Den sætning har hun haft med sig lige siden, siger professoren, der også er rektor på Designskolen Kolding. For selvom forældreskabet er blevet en industri og en folkesport, så famler vi os frem. Vi har i modsætning til tidligere generationer ikke længere familiens ældre lige ved hånden til at give os råd. De nære fællesskaber er forsvundet. I stedet søger vi råd og fællesskaber hos forglitrede influencere på sociale medier. Resultatet bliver, at far og mor bliver usikre på, om de gør nok. Det skaber en angst og mistrivsel, som vi giver videre til vores børn. Det lyder næsten lidt som udskamning, men Lene Tanggaard lægger meget vægt på, at hendes budskab er positivt. »Langt de fleste er gode forældre. De søger det perfekte, fordi de vil det bedste for deres barn. Men når så mange unge mistrives, er forældrene en del af problemet. Den gode nyhed er, at de også kan blive en del af løsningen,« siger Lene Tanggaard, der i årevis har stået helt centralt i debatten om uddannelse og dannelse. Normalt argumenterer hun udelukkende ud fra den viden, vi har fra forskning. Nu sætter hun sig selv i spil som mor. Lene Tanggaard vil gerne gøre lidt mere end normalt for at overbevise forældre om, at de skal gøre lidt mindre. Forældre, log af sociale medier Når skole og uddannelse for alvor vækker debat, er der en god chance for, at man støder på Lene Tanggaard. Den 49-årige professor og rektor med den klingende aarhusianske dialekt blev som 34-årig landets hidtil yngste kvindelige professor. Hun taler i lange, præcise sætninger, men er ikke for fin til pludselig at udbryde et »for sulan!«, når hun slår en pointe fast. Forskning skal ikke være unødig svært at forstå, mener Lene Tanggaard, der i 2015 fik Gyldendals formidlingspris. Det samme gør sig gældende for forældreskabet, der er blevet videnskabeliggjort, mener hun. »Forældrene dyrker forældreskabet meget mere i dag. De leder efter den formel, der gør deres børn lykkelige og dygtige.« Det gjorde man ikke tidligere, påpeger Lene Tanggaard. Så spørgsmålet er jo, hvorfor? »Engang spurgte man jo mor eller bedstemor. Eller man læste bøger, der var skrevet af læger og fagpersoner. I dag kuraterer influencere, blogs og sociale medier jo forældreskabet, og det skaber usikkerhed og tvivl,« siger hun. Hun påpeger, at der ligger autoritet bag, hvis en læge har skrevet en bog. »Det gør der jo ikke, når en influencer skriver noget, personen selv synes, eller noget et firma har betalt dem for at mene. Det gør forældreskabet meget mere komplekst,« siger hun og kalder det »utroligt paradoksalt«. Især fordi der er så meget fokus på fake news og et udfordret vidensamfund. »Vi har en generation af forældre, der frygter misinformation, men selv bliver fodret med tips om, at 'den her ammebog gjorde det helt rigtige for mig', hvis man altså lige tilkøber et kursus med for 3.000 kroner.« I stedet skal vi lære at mindske forventningerne til os selv og til vores børn og lære at kigge væk en gang imellem. De skal faktisk slå sig For nylig fortalte en pædagog en historie til Lene Tanggaard, der har naglet sig fast i hendes bevidsthed. Historien ville vække et ubehag i mange forældre, men det er præcist det, der er pointen. På legepladsen i den børnehave, hvor pædagogen arbejdede, stod der et træ. Det var højere, end hvad mange ville føle sig tryg ved at se sit barn klatre op i. Men børnene blev tilskyndet til at udforske træet – bare de kom ned igen, hvis grenene begyndte at knirke. Lene Tanggaard har siden spurgt sig selv, hvor mange forældre, der ville tillade den aftale, hvis de kendte til den. Vi er trods alt blevet en forældregeneration, der går mere op i at børnene sidder stille, end at de leger vildt. Og det er en fejl, mener hun. »Forældre er bange for, at børnene slår sig, fordi det ikke passer med forestillingerne om at passe på sit barn. Men det er en fejl,« siger Lene Tanggaard. »Det er, når grenene knirker under dem, at børnene mærker sig selv. Hvordan skal man ellers lære at mærke sin egen grænse?« siger hun. Farlig leg er simpelthen »afgørende« for barnets udvikling. »Det giver stærke og modstandsdygtige børn,« siger Lene Tanggaard. Hun henviser blandt andet til den norske forsker Ellen Sandseter, der i sin forskning viser, at børn bliver mere robuste, hvis de oplever højder, falder og rejser sig igen, håndterer farlige elementer som vand og ild og også til tider leger uden voksnes opsyn. »Hvis der står en voksen hele tiden og siger, pas på, pas på, så finder de heller aldrig ud af at kunne regulere sig selv. Og derfor er det problematisk, hvis forældre hele tiden skærmer. Risikoen er, at børnene får svært ved at udvikle en genuin selvfølelse.« Hun trækker paralleller til den stigende mistrivsel blandt børn og unge. Et problem hun anser for »voldsomt«. »Man skal selvfølgelig undgå ulykken. Men forældre skal være der på en måde, hvor barnet får mulighed for at udvikle det mod, som det har brug for for at kunne træde ind i verden. Det er jo ret vigtigt i forhold til mistrivsel også.« Er det endnu en guide? For nogle vil det måske virke paradoksalt, når en professor på samme tid tordner mod forældreindustrien på sociale medier og udgiver en bog om, hvordan de bliver bedre forældre. Lene Tanggaard insisterer på, at de to ting kan forenes. »Jeg mener, forældre skal gøre mindre, men jeg sætter forskning bag mine egne oplevelser,« siger hun. »Forældre skal tilbage til at være myndighedspersoner, der står fast, trækker på skuldrene og på den måde viser vores børn, at det hele nok skal gå,« siger hun. Faktisk skal vi ud af øjenhøjde. »Vi taler på en anden måde med børn i dag. Vi er meget inde og tale følelser. Det er derfor, de har udviklet et følelsessprog, der på mange måder gør vores børn meget følelsesmæssigt intelligente,« siger hun. Men vi skal passe på, at det ikke tipper over, så bekymringer og angst bliver dominerende. »Vi skal ikke ned i børnehøjde og ind i deres hoveder. Vi skal ikke overtage deres følelser og tale deres bekymring op. Vi skal vise dem, hvad der har betydning. Vise dem, at det er okay at lave fejl. Vi skal turde være forældre. Det er svært, men nødvendigt.« Tror du, at forældrene har en stor andel i den stigende mistrivsel? »Ja. Der er mange, mange årsager, og jeg vil aldrig sige, at det hele er forældrenes skyld. Men forældrene har en betydning med vores handlinger. Forældrene har dermed også en mulighed for at blive en del af løsningen.« Bogen »En lille bog om hvorfor forældre skal gøre langt mindre end de tror« er udkommet på Gyldendal i juni. https://www.berlingske.dk/samfund/foraeldreskabet-er-blevet-en-industri-der-har-gjort-moedre-og-faedre